Loading...
Drop særordninger – Sænk skatten!

Vi har indrettet et samfund hvor vi betaler verdens højeste skat. Ikke nok med det, vi lader også politikerne bestemme hvordan vi skal bruge de penge vi har tilbage efter skat.

Mange tænker nok ikke over det i hverdagen, men det er præcis det der sker, gennem den ene særstøtteordning efter den anden, eller gennem urimeligt høje afgifter. Der skabes konstant økonomiske incitamenter, som skal fremelske en særlig adfærd hos os.
Som liberal er jeg naturligvis tilhænger af, at politikerne blander sig uden om mit forbrug. Så længe jeg ikke skader andre, skal ingen blande sig i mit forbrug, selvom det går i retning af usunde fødevarer eller udenlandske produkter. Jeg ved bedst, hvad der gør mig lykkelig – ligesom jeg respekterer at andre bedst ved hvad der gør dem lykkelige. Men jeg kan forstå, at flere og flere mener, at politikerne ved bedst.

Desværre er der sket et skred i den politiske trang til at opdrage os. Det handler ikke længere alene om, at en politisk holdning udløser en incitament-struktur, der understøtter dette politiske ståsted. Det handler også om populisme. Det handler om uddeling af gaver, typisk op mod et valg. Og vi ser det hos næsten alle partier. Vælgerne skal købes nu!

Bolig-jobordningen som Venstre netop i disse dage fastslår skal fortsætte såfremt Lars Løkke bliver den kommende Statsminister, er et godt eksempel. Ordningen betyder, at man som ejer, lejer eller andelshaver af en bolig kan få tilskud til rengøring og børnepasning samt renovationsarbejde i boligen. På den ene side ønsker man fra politisk side at få gang i hjulene ved at forbruget i dansk byggeri øges, og samtidig ønsker man at uddele valg-gaver, som kan sikre stemmer på valgdagen. Og vupti: så har man skabt endnu en særstøtteordning, som administrativ er dyr og besværlig, og som kun tilgodeser en mindre gruppe i samfundet. Ligesom fx rentefradrag, fradrag for tab på aktier, boligsikring, børnecheck og befordringsfradrag.

Hvorfor ikke sænke skatten for alle? Så kan folk selv bestemme, om de ønsker at bruge penge på rengøringshjælp, en ferie eller en ny taske. Hvorfor accepterer vi, at politikerne opfinder den ene særordning efter den anden, som måske er et led i en politisk øvelse, men som efterhånden nærmere handler om vælgerbestikkelse? Hvornår kræver vi, at vi som minimum kan forsørge os selv, inden vi skal finansiere disse kreative valg-gaver? Hvornår mener vi egentlig, at nok er nok?