Valgkampen er godt i gang – en valgkamp jeg fornemmer mange danskere har set frem mod. Personligt har jeg set frem til, at få konkretiseret de politiske udspil fra alle partierne. Konkretiseret hvordan Danmark skal komme tilbage i top 10 på OCED’s liste over verdens rigeste lande, og således undgå at dumpe ned i bunden af top 30, som OECD forventer Danmark gør allerede i 2014.
Vores udfordring er ikke til at tage fejl af:
Der bliver flere og flere ældre, og samtidig færre på arbejdsmarkedet til at betale for den velfærd, som størstedelen af den danske befolkning ønsker. Ifølge velfærdskommissionen vil antallet af personer på 65 år eller mere stige med intet mindre end 400.000 frem til 2040 – en forøgelse der svarer til 50% i forhold til dag. Og antallet af erhvervsaktive falder i samme periode med 350.000, et fald svarende til 10%. Samtidig er vores offentlige forbrug og antallet af offentligt ansatte steget markant de seneste 10 år.
Denne situation kræver reformer!
Liberal Alliance har meldt ud, at vi er nødt til at afskaffe efterlønnen helt, sænke skatten på arbejde til maks. 40 procent ved at afskaffe topskatten og skære i bundskatten og hæve pensionsalderen til 68 år. Desuden skal det være lettere at starte og drive virksomhed – selskabsskatten skal halveres, særskatter som iværksætterskatten skal afskaffes, og de administrative byrder skal reduceres – ligesom det skal gøres mere attraktivt for udenlandske investeringer, virksomheder og kvikke hoveder at slå sig ned på dansk jord. Endvidere skal den offentlige sektor reduceres i antal medarbejdere. Konkrete forslag som kan realiseres, og som vil løse de udfordringer vi står overfor.
Oppositionen mangler stadig at redegøre for store dele af deres udspil og regeringens forslag kan ikke betragtes som andet end en midlertidig lappeløsning.
Hvornår kræver vælgerne konkrete svar på hvad der skal redde Danmark?





