Loading...
Laura Lindahl (LA) lancerer kampagne for lavere grundskyld i Vanløse

Tirsdag eftermiddag lancerede folketingskandidat for Liberal Alliance i Københavns storkreds Laura Lindahl en kampagne for lavere grundskyld ved at hænge nytrykte plakater op i Vanløse. Budskabet er, at den stigende grundskyld får alvorlige økonomiske konsekvenser for helt almindelige mennesker, hvis der ikke bliver grebet ind politisk.

Den stigende grundskyld er et overset emne i valgkampen, og det vil Liberal Alliances folketingskandidat Laura Lindahl nu lave om på. Derfor har hun fået trykt en ny valgplakat, hvor budskabet er ’Lad pensionister blive boende – sænk grundskylden’, som hun netop har hængt op i Vanløse.

“Grundskylden er i de senere år eksploderet, og særligt i København og på Frederiksberg er ejendomsskatterne nu så høje, at folk er nødt til at optage lån for at kunne blive boende. Det handler om helt almindelige familier i huse – ikke kun de bedst stillede. Senest har der været eksempler fremme på pensionister, der må forlade deres hjem. Det er jo en grotesk udvikling” forklarer Laura Lindahl.

Laura Lindahl fortsætter: “Alle betaler grundskyld, men det er selvfølgelig borgere i egen bolig, der bliver hårdest ramt. Og dem er der trods alt en del af i Vanløse. Beregninger viser, at en almindelig familie i Københavns Kommune i år vil betale 1.338 kr. mere om måneden i grundskyld end i 2014, hvis ikke der gribes ind enten lokalt eller nationalt. Det skal vi selvfølgelig have sat en stopper for”

Særligt bekymret bliver Laura Lindahl, når hun lytter til tonerne på den politiske venstrefløj:

“Her i valgkampen har De Radikale været på banen med et forslag om at hæve boligskatterne. Det er også kommet frem, at der er en lang række socialdemokrater, der støtter den tankegang. Det er hovedrystende, at der ikke er mere fokus på det her problem, da det har stor betydning for rigtig mange mennesker i København. Det er heller ikke tilfældet på Frederiksberg, hvor hverken Venstre eller Konservative ønsker at gøre noget seriøst ved grundskylden”

Frem til valget vil borgere med postnummer i Vanløse også have mulighed for at støde på Laura Lindahls budskab om lavere grundskyld gennem digitale annoncer. Derudover har Laura Lindahls kampagnefrivillige også fået t-shirts med budskabet på.
I Frederiksberg Kommunalbestyrelse stillede Laura Lindahl og Liberal Alliance sidste år forslag om en markant sænkning af grundskylden, men blev nedstemt af bl.a. Venstre og Konservative.