Mine mærkesager
Jeg har mange holdninger, men jeg har valgt at fokusere primært på tre mærkesager, som jeg er særligt optaget af.
Læs om dem nedenfor.

Mine mærkesager
Jeg har mange holdninger, men jeg har valgt at fokusere primært på tre mærkesager, som jeg er særligt optaget af.
Læs om dem nedenfor.

En folkeskole i verdensklasse
Jeg vil have en folkeskole, hvor børn møder trygge rammer og stabile voksne, som de kan regne med hver dag. Det betyder færre vikartimer og færre klasselærerskift, så relationerne mellem elever og lærere bliver stærkere, og børnene oplever mere kontinuitet og ro i undervisningen. Jeg vil have, at vi reducerer sygefraværet, så lærerne har overskud til at være til stede for børnene, og at vi skaber en kultur, hvor nærvær og fællesskab prioriteres højere end skærmtid.
Skolen skal være et sted, hvor børnene både lærer det, de skal, og får lyst til at lære endnu mere – og hvor de udvikler sig som hele mennesker. Jeg tror på, at fællesskab, trivsel og relationer er fundamentet for læring, og det skal folkeskolen understøtte.
Jeg ønsker også, at vi giver børnene praktiske kompetencer med i livet. Derfor foreslår jeg, at privatøkonomi bliver en del af undervisningen. Det er en vigtig del af dannelsen at lære at forstå penge, opsparing og ansvar, og det giver børnene en stærkere ballast til voksenlivet.
For mig handler folkeskolen om at give vores børn de bedste muligheder for at lykkes – både i skolen og senere i livet. Det kræver kvalitet, stabilitet og et stærkt fokus på trivsel. Det arbejder jeg for.
Ansvarlig økonomi
Jeg vil have en ansvarlig økonomi på Frederiksberg, hvor vi holder skatten i ro og bruger pengene klogt. Vi kan ikke bare hæve skatten, når økonomien er presset – vi skylder borgerne at prioritere skarpt og tænke nyt, så vi løser opgaverne smartere. Det betyder, at vi skal fokusere på kernevelfærden, der mærkes i hverdagen, og skære ned på unødvendigt bureaukrati.
Vi skal have bedre ledelse og lavere sygefravær, for det frigiver både ressourcer og skaber bedre arbejdsmiljøer for de ansatte. Samtidig skal vi udnytte de digitale muligheder, som kan effektivisere arbejdsgange og frigive tid og penge til borgernær service i stedet for administration.
Mit mål er en kommune, hvor vi bruger skattekronerne effektivt, hvor skolerne, ældreplejen og fællesskaberne mærker forbedringer, og hvor vi samtidig sikrer en sund økonomi, der holder i mange år frem. Ansvarlig økonomi handler for mig om at prioritere det, der gør en reel forskel i hverdagen, og sikre, at vi ikke sender regningen videre til næste generation.


Plads til alle – også bilisterne
At have en bil er for mange en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen. Til og fra arbejde, til fodbold med den ældste den ene dag og til svømning med den yngste næste dag. I sommerhus i weekenden og besøge bedsteforældre indimellem. En bil kan for rigtig mange ikke undværes.
Jeg mener, det er en politisk opgave at sikre, at alle kan finde en p-plads, når de kommer hjem fra arbejde. Det kan ikke være rigtigt, at man skal køre rundt i 20 minutter for at finde en ledig plads – og man derefter skal gå i 10 min med indkøbsposer og små børn under armen.
Vi skal bygge flere p-huse under jorden, som både skaber flere p-pladser men samtidig frigør arealer på overfladen, som kan bruges på eksempelvis skønne grønne områder.
